Normalt kan man ikke få noget tilbage som aldrig har eksisteret. Phil Collins vil nok heller ikke kunne få hårpragten tilbage, medmindre han gør ligesom Frank Sinatra, og får udført en række transplantationer af hår fra steder på kroppen der normalt er usynlige, --men det er snyd!

Hvis Caruso var optaget i en kvalitet der svarede til dagens bedste lyd, ville det syngende kasseapparat Luciano Pavarotti måske ikke få så meget ind på sine plader, men det kan lade sig gøre at restaurere ældre optagelser, som ikke svarer til at bruge duemøg indvordes, for at få håret tilbage.

…betyder forkortelsen, et edb-program til Windows der påstår at kunne fjerne mange generende støjkilder. Jeg lod det komme an på en prøve, for en ting er at lytte til de medfølgende, behandlede lyde, en anden ting er den virkelige verden, så jeg fandt nogle gamle optagelser frem der kunne trænge til en kogevask.

Jeg har en del optagelser fra DR og egen hånd på kassettebånd, der alle er mere end 20 år gamle. På et tidspunkt var jeg så tåbelig at slette alle originaloptagelserne (spolebånd), så jeg nu kun har dem i kopi på kassettebånd. Sus behøver ikke altid at være ødelæggende for den musikalske oplevelse, bare der ikke er for meget af det. Det menneskelige øre kan abstrahere sig fra meget, til en vis grænse.

Men altså, jeg fik digitaliseret (indspillet gennem lydkortet) et af numrene, "Rosen" af Erling D. Bjerno, som kræver at teknikken er i orden. Båndet er belagt med en del let svingende sus, hvorunder der kan spores en god optagelse med god gengivelse af optagerummets akustik. Dette måtte da være en hård nød at knække?

For at få has på støjen er der flere måder at arbejde på. Støjen i de svage mellempassager er nem at fjerne med filtre, men gør ikke noget ved den underlagrede støj. Desuden kan der smutte en masse information i svage passager af musikken. Dette dur fx ikke ved kormusik. DART har derimod en anden funktion som går ud på at tage en "print" af støjen, der så kan bruges som et spejlbillede på den støj der skal fjernes.

Ikke helt, men det begynder at ligne. Støjen, på størrelse med en vesterhavsstorm, blev pænt fjernet, uden at det gik voldsomt ud over de finere nuancer i musikken. Enkelte detaljer blev endog nemmere at høre i den genskabte lydfil, da de ikke mere var overlejrede af støj. Men originalen kunne gerne have været bedre. Der var lidt svingende faseskift på originalen, som restaureringen bidrog til at fremhæve. De fleste kender fasesving fra fx guitareffekter, hvor "chorus" er en af dem. Problemet skyldtes at transportværket på den gamle båndoptager ikke havde været helt stabilt, og båndet således havde stået og "bugtet" sig en anelse. Problemet blev mindre ved at jeg benyttede min bedste cassetteafspiller, efter at have spolet båndet igennem, men jeg kunne ikke løse problemet helt. Hvis jeg skal vælge mellem de 2 udgaver vælger jeg dog helt klart den restaurerede.

I et klædeskab, længst inde, har jeg en samling stående af specielle 78’ere, som bliver taget frem med års mellemrum. "Fumlerød Radio", "Præmiewhist" og "Frans Andersson" står på en eller anden måde mit hjerte nær (jeg har opgivet at forklare mine børn hvorfor). Så frem med den gamle grammofon og ind i computeren med den.

DART har en funktion der hedder DeClick, der om end ikke kan fjerne kæmpe ridser, så dog kan fjerne "normal" pladeknitren. Og det virkede! Tilbage var nu en kraftig baggrundsstøj, som bidrag fra lakpladen. Jeg fik lavet et støjprint fra starten af pladen, og meget af knaset forsvandt nu også.

Pladen havde lidt bulder i den dybeste bund, og trængte til et løft i bassen, hvilket kan klares af den indbyggede equalizer. Og så var filen sådan set i orden, og klar til overspilning på et stabilt medie, som fx CD eller evt. bånd.

Men jeg skulle lige prøve at gå lidt videre. Så jeg hentede musikken ind i WaveLab (tidligere anmeldt), lavede den om til "fup"-stereo, lagde lidt rumklang på, og fjernede de skarpe s’er med den parametriske equalizer. Meget flottere lyd! -Men ikke helt tro mod den gamle indspilning, og selvfølgelig kunstig. Om man skal gå det sidste skridt i musiksminke, har noget med holdninger at gøre.

Som det fremgår af det foregående, kan DART mange ting, men alligevel: Du kan ikke "fremtrylle" noget der ikke har eksisteret, ved at anvende en mirakelkur. Dvs. at dine gamle optagelser lavet med en billig kassetteradio med indbygget mikrofon ikke kan reddes hjem, da det er den oprindelige optagelses kvalitet der er afgørende for hvad der "er at hente". Hvis din båndoptager har kørt med svingende hastighed (wow og flutter), kan du ikke "trylle" hastigheden " jævn. Altså: Hvis der ikke er noget information tilbage i din original at fremhæve, er der ikke noget at gøre.

Ingen digitalisering bliver bedre end det lydkort der er i computeren. Standardkortene er udmærkede til mange ting, som fx spil. De kan også benyttes til musikrestaurering, men er absolut ikke fri for støj og fasefejl. Jeg har til det meste af denne test benyttet et kort der koster mindst det 10-dobbelte af et SondBlaster16, og det kan betale sig i denne sammenhæng. Det er også mit indtryk, at der allerede over de 2.000 kr. findes rimeligt gode lydkort. For at kunne arbejde fornuftigt med lydmanipulering, kræves processorkraft og RAM. En Pentium100 med med 32Mb kan gå an, mindre kan gøre det, men mere gør ikke noget. Typisk kan hver funktion i DART tage 2-4 gange musikstykkets længde at gennemføre, så der vil, selv efter at prøvet på mindre stumper, gå tid med rensningerne.

Det har været uventet spændende at arbejde med DART, da det rent faktisk ser ud til at virke. Har du gamle optagelser der trænger til at blive restaureret er dette program en god investering, evt. i selskab med en CD-brænder og et godt lydkort.

DART Pro kr. 3.450,- inkl. Moms