Sanganlæg med dynamik
Yamaha EMX88S Mixer med forstærker
Yamaha S115IV Højttalere
Nyt sanganlæg?
Nu er det ikke alle skoler der har brug for at
spille Roskildefestivalen op med deres anlæg. Behovet er nærmere at
have noget der kan spille 60 kvadratmeter op og til nød kunne bruges i
forbindelse med større seancer i et større fællesrum. Desuden skal
det være til at finde ud af for en ikke alt for teknisk kyndig musiklærer,
og så være umuligt at ”brænde af”. Hvis det er til en dansk
folkeskole må det sandsynligvis heller ikke koste noget ;-)
Jeg har prøvet et mindre anlæg fra Yamaha, der på
mange måder ikke er forskelligt fra så mange andre, men på enkelte
punkter skiller sig ud som noget særligt. Det ser i hvert fald ud til
at konstruktørerne har tænkt sig om da de valgte de uundgåelige
kompromisser.
Det første indtryk
Anlægget består af en mixer/forstærker og et højttalersæt,
der selvfølgelig kan købes separat. Mixeren er med kabinet i hård
plast og højttalerne med betræk i nålefilt og metalgitter foran
bassen. Begge dele er med bærehåndtag. Desuden er der mulighed for at
sætte højttalerne på standere (ekstraudstyr). Alt i alt et nydeligt
anlæg.
Teknikken kort
Mixer/forstærkeren består kort af en 8-kanals
mixer med send og 3-vejs grafisk equalizer på hver kanal. 2 af
indgangene er dubleret med en højimpedant ditto og 2 er i stereo til fx
synthesizere. Desuden er der de sædvanlige ind-ud til båndoptager og
monitor sends. Effektdelen er i vid udstrækning forudprogrammeret. Dvs
at du kan vælge mellem ”Small Hall”, ”Echo” oma. I alt er der
16 forskellige muligheder. Før signalet er rammer udgangen er der en
7-bånds grafisk stereoequalizer. Forstærkeren er på nominelt 400+400W
i 4 Ohm. Der er en del der tyder på at det også er rigtigt, da dels vægten
er pæn, dels den indbyggede blæser er af pæn kaliber.
Højttalerne er dels bestykket med en 15” bas og
dels et diskant-mellemtonehorn. Der er mulighed for at sætte ekstra højttalere
i kæde.
Anlægget i praksis
Jeg har prøvet stumperne i 2 lokaler. Dels et
mindre øverum på 20 kvm, dels et lidt større lokale på 60 kvm. På
intet tidspunkt var det noget der led af åndenød, så i stedet for at
undersøge hvor højt man kan spille, har jeg koncentreret mig om
kvaliteten.
Min oplevelse af mikrofonindgangene er at
kvaliteten er fin til almindeligt brug og lidt til. Det går også fint
at sætte instrumenter til indgangene. Jeg blev hurtigt glad for de to højimpedante
indgange der er specielt dedikeret til guitar-bas osv. Min bas fik
gennem anlægget en pæn lyd der er dynamisk og rimeligt dyb uden dog at
nå helt ned. Det der kan blive et problem (jeg siger ikke at det er et)
er equalizerne (tonekontrollerne), men dette er fælles med mange
tilsvarende anlæg i samme prisklasse. Jeg kunne ønske mig en
parametrisk mellemtonekontrol, og så måske at der blev taget mere i
yderpunkterne i bas og diskant. Rummet er ikke så svært at korrigere
med stereokontrollerne før masteren. Men alt i alt er sammensætningen
fin (og nem) at leve med.
Effektenheden blev hurtigt genstand for ekstra
arbejde. Selv om knapperne ikke ser ud af noget særligt, kan man straks
høre at der her er hul igennem. Desuden giver de forprogrammerede
indstillinger gode muligheder for at finde noget der kan bruges. Denne
del vil jeg tro Kan give god fyldets til de der mest skal bruge
effekterne til sangen. De andre instrumenter må så ”leve med det der
er” eller gøre brug af eksterne effekter.
Højttalerne
Højttalerne er jeg ofte kritisk over for, da det
ofte er tilfældet at de højestråbende er de der lyder dårligst. Her
har Yamaha dog lavet et pænt kompromis. Det er klart at der må komme
”knuder” når man kombinerer en effektiv 15” bashøjttaler med et
2” horn. Overgangen mellem enhederne er dog klaret på pæn vis.
Mandsstemmer lyder pænt harmoniske, og ikke syntetisk fyldige, mens børnestemmer
er til at leve med (og det er positivt ment). Ved dynamiske instrumenter
er der pænt ”smæk for skillingen”, så det er ikke så ringe –
som vi siger i Jylland. Mht. højttalerkøb ville jeg måske overveje at
gå op til en lidt større model, og i hvert faldt ikke til noget
mindre, hvis mikserens potentiale skal komme frem.
Konklusion
Et godt lille anlæg der basalt har rigtig gode
kvaliteter til den skole der ikke har behov for mange kanaler og
avancerede funktioner. Yamaha har her lavet et rigtigt godt øveanlæg
der også kan bruges til mindre koncerter. Anbefales.
Vejledende priser:
EMX 88S: under kr. 8000,-
S115IV: ca. kr. 4.500,- stk.
Yderligere info på www.yamaha.dk |