Frankix - om musik og edb

Mail til Frankix

Forsiden  ●  Ord om musik  ●  Musiklinks  ●  FolkPhotos  ●  "Tønder"

Event Darla

Stærkt vanedannende lydkort

RMF

Ja det står der. Read the F…… Manual. Som den skruetrækkerartist jeres anmelder nu en gang er, blev låget på computeren åbnet, det gamle lydkort (det har siddet der 3 uger!) taget ud, og det ny sat i. Ofte virker det nye vidundersystem kaldet "Plug-and-play" ved at Windows selv finder frem til den nye dims, og installerer de nødvendige programstumper. Det skete også i starten. Ved genstarten af maskinen frøs den blot, eller sagde at mit lydkort havde forkert serienummer! Det havde jeg ikke prøvet før. I stedet for at ringe til importøren, og bande over skidtet, prøvede jeg for en gangs skyld at læse manualen. Første indlagte side var lavet til mig! En A5 side til ikke-manuallæseren. Der stod, kort og præcist, at før kortet kom i, skulle et program installeres på computeren. Så ud med kortet, ind med programmet, og ind med kortet, og det virkede. Låget er endnu ikke kommet på, for skruerne er blevet væk!

Hvad er Darla?

Et lydkort designet specielt til kvalitets ind/og- afspilning af digital lyd. Dette kan et kort til 250 kroner også, samt en hel masse mere. Darla er dog helt "rent", dvs. ingen MIDI-udgang, ingen wavetable, ingen mikrofonindgang, kun digital-analog konvertering, og omvendt. Og så står der ikke en gang professionel på kassen.

Vi har her med et PCI-kort at gøre med 2 analoge indgange med 20-bit 128x oversampling og 8 analoge udgange med 20-bit konvertere ;-) Sample-rates fra 11 til 48Khz understøttes. Der er desuden fuld duplex til indspilning af 2 kanaler med samtidig afspilning af 8 kanaler. De der er vant til at arbejde med hifi ved hvad disse data kan betyde.

Kortet har udelukkende line in- og ud. Dvs at du for at få udbytte af dette kort skal være i besiddelse af en mikser. Selve de fysiske ind og udgange er forsynet med RCA-phonostik, der sluttes til på en lille box der skrues på kortets udgang, -ingen minijacks her. Der kan anskaffes en forlænger til denne box.

Virker det?

Ja, så absolut. Jeg har mest testet kortet med CubaseVST og forskellige waveprogrammer, på en Pentium 200 med Ultra-DMA harddisk. Før du går i gang køres et testprogram, der vurderer hvor mange spor dit system kan klare. Du skal minimum køre Windows95 med Pentium PCI 2.1 bios og 16 Mb Ram. Mere anbefales. Unormalt er ikke, at du på en hurtig computer, kan indspille mindst 14 audiospor i samme sang.

Når jeg tester lydudstyr til PC’en kan jeg normalt ikke nære mig for at koble det til et godt stereoanlæg. I dette tilfælde var lyden fremragende ren og dynamisk. Bedre kabler gav endnu bedre lyd. Et standardlydkort lyder fladt og komprimeret i forhold til Darlaen. Den grundlæggende elektronik i dette kort må være af absolut høj kvalitet.

Hvad med resten?

For at kunne køre MIDI, vil jeg anbefale, at beholde enten det gamle lydkort, eller gå ned i den nærmeste computerforretning og købe et lydkort til 200,- kr, og bruge dette til MIDI-interface. For at kunne nyde Darlaen ordentligt, er det et must med ordentlige forbindelser, dvs. gode kabler og stik, gode mikrofoner og en og mikser. De fleste har meget af dette udstyr i forvejen, så investeringen behøver ikke blive voldsom. En ekstra harddisk kan fås for omkring 60 øre pr. megabyte, så det burde ikke være det store problem.

Konklusion

Det har været en fornøjelse at arbejde med Event Darla. Kortet oser af kvalitet, og virker ikke for dyrt, selv om prisen er høj. Skal du lave seriøs harddiskrecording, har du her en af spidskandidaterne.

Event Darla PCI-Lydkort ca kr. 4.000,- incl. Moms

Nærmeste forhandler oplyses hos New Musik 8619 0899 www.newmusik.dk