Frankix - om musik og edb

Mail til Frankix

Forsiden  ●  Ord om musik  ●  Musiklinks  ●  FolkPhotos  ●  "Tønder"

 

Acid

En anderledes måde at tænke musik på

Acid er et Windowsprogram til musikproduktion. Det er en sequencer skabt til at kunne lave musik med MIDI- og wavefiler, der enten er færdigproducerede, eller lavet af komponisten selv. Er du kendt med andre sequencere eller videoredigeringsprogrammer, vil det meste af programmets opbygning virke velkendt for dig. Jeg har i denne test set på Acid Pro 2, der er det mest omfangsrige at hele programrækken, der starter med en ”lille” 8-spors version til noget under 1000,- kr.

En næsten sequencer?

Når jeg skriver ”næsten”, er det fordi at der godt nok er mange spor, men til hvert spor kan der ”kun” allokeres 1 lydstump, og ikke forskellige, som i traditionelle sequencere. Så vidt så godt. Til de enkelte spor er der en række velkendte værktøjer, i hvert fald for der er vant til at arbejde med lyd og edb. Det er nemt at klippe-klistre, kopiere mange stumper til lange sekvenser, slette, mixe spor individuelt etc. Desuden er det nemt for hvert spor at regulere volumen og placering i stereoperspektivet. Det er altså ikke noget problem at bruge programmet.

Tempo?

Husk at vi arbejder med wavelyde. Med wavelyde er det ofte svært at få stumperne til at passe sammen tempomæssigt, da lyde er ”færdiglavede” en gang for alle Hvor man med MIDI-lyde kan ændre tempoet fuldstændig ukompliceret, er det i den anden sammenhæng oftest umuligt at gøre med et ordentligt resultat, -men sådan er det ikke mere (næsten)! Acid har indbygget en funktion der dels kan: 1. finde tempoet ud fra analyse af den enkelte lydstump, 2. kan strække/afkorte lyden, så den får et nyt tempo uden at ændre tonehøjde, 3. kan ændre tonehøjde (inden for visse begrænsninger). Det betyder at man i praksis ikke er bundet af de normale begrænsninger mht harddiskrecording.

Arbejdsmåde

Med Acid er det hensigtsmæssigt at skabe musik ud fra lydstumper der sættes sammen til en helhed. Det vil sige at udgangspunktet kan være lyde fra cd’er der er udgivet til dette formål. Der findes et bredt udvalg på markedet med lyde specielt designet til dette formål. Desuden kan der bruges hjemmeindspillede lyde, der enten er ”planket” til formålet, eller ligefrem lavet med en bestemt hensigt. Disse lyde er det ofte nødvendigt at forbehandle i et egentligt lydeditorprogram. Med AcidPro følger licens til SoundForge, der er et sådant program, og af sin art temmelig avanceret. Ellers findes der utallige muligheder på internettet..

Lydstumperne importeres i Acid, hvorefter komponisten kan gå i gang med at klippe-klistre, tilpasse tempi og tonehøjde, samt arbejde med mixning. Undervejs kan der tilføjes og fjernes lyde efter lyst og evner.

Maskinkraft

Det er klart at det kræver nogen computerkraft at arbejde med lyd. Acid er dog ikke specielt krævende, så hvis de almindelige hensyn tages til meget RAM og stor harddisk er man nået langt. Harddisken behøver ikke engang at være særlig hurtig, da hele projektet er er et ”stumpemarked” hvor der ikke så ofte skal hentes gigabytes af lyd fra disken på en gang.

Pædagogiske muligheder

Selvfølgelig kan de pædagogiske muligheder begrænses af økonomien, og skoler der aaaaalllldrig har penge. Men: her er der endnu en mulighed for at komme i gang rimeligt billigt. Det er ikke nødvendigt med et keyboard, det er ikke nødvendigt med MIDI (det eksisterende lydkort kan bruges), det er ikke nødvendigt med nodekendskab. Det der kræves er en Pentium –et eller andet- og lyst til at lege. Acid er oplagt til teknomusik, men giver lisså mange muligheder for den der vil arbejde med moderne kompositionsmusik eller blot lydcollager. Indføringstiden i programmet vil være lille, så produktionen kommer i gang hurtigt. Det eneste der er godt, er at vide lidt om teknik, optagelse og filformater. Desuden kan skolen anskaffe flere versioner af programmet, således at der kan købes flere versioner af en af de ”små” udgaver, og færre at de store, der så kan bruges til finpudsning af projekterne.

Udgivelse

Projekter fra AcidPro kan nedmixes og brændes på en cd. Programmet indeholder i sig selv denne mulighed, så det behøver ikke være svært. Sonic Foundry vedligeholder desuden en web-tjeneste der er dedikeret til udveksling af projekter skabt med Acid, så du kan altså nemt få udgivet musikken der. Du kan evt tage et kig på www.acidplanet.com og se hvad der er af andres musik. Hvis ellers du har tjek på alt omkring citatrettighederne, er det heller ikke svært at lave sine filer om til MP3’er der så kan spredes til andre.

Konklusion

Jeg kan varmt anbefale Acid til musiklæreren der har lyst til at arbejde med lyd og musik i skolen. Det er et overskueligt og effektivt værktøj der med få funktioner giver mulighed for megen kreativitet.

Priser med mere

Acid DJ eller Rock (8 spor) kr. 549,-

Acid Music (ubegr. Spor) kr. 995,-

Acid Pro 2.0 (24-bit  mv.) kr. 2.995,-

Alle priser er med moms

Programmets hjemmeside: www.acid.dk -her kan der også hentes en prøveversion

Dansk importør:

PlayRoom 
Vestergade 6A, 2
DK-1456 K
tel +45 3391 5002 fax +45 3391 5003
E-mail info@acid.dk